Når børnene er samlet, bliver de budt velkommen af nogle engagerede medarbejdere, og der bliver sunget et par sange – også en fødselsdagssang for de børn, der har haft fødselsdag i den forløbne uge. Der foregår nogle lege, og så bliver dagens emne præsenteret for børnene på mangfoldige og kreative måder, fx gennem drama, dukketeater og filmklip. Til sidst bliver børnene inddelt i alderssvarende grupper, hvor de følger op på dagens emne gennem samtale, bøn og aktiviteter.
Det er sjovt! – Hør hvad et barn fortæller
Janita Ranjansen plejer at komme i børnekirken om søndagen, og på spørgsmålet om hvorfor hun gør det, svarer hun: ”Fordi det er sjovt. Man lærer noget på en sjov måde. Fx lavede vi en gang puslespilsbrikker med vores eget billede på, fordi vi skulle huske, at vi er en vigtig brik i Guds puslespil eller plan. Jeg har også inviteret nogle venner med, som har været glade for det. Den ene af dem spørger altid, når hun sover hos mig i weekenden, om vi ikke skal i børnekirke, for det synes hun er så spændende. Det kunne også være fedt, hvis der var en juniorklub for større børn i løbet af ugen.” Børnekirken er Frikirkens tilbud til alle børn i alderen 3-13 år søndag kl. 10.30-12.00, og alle er velkomne.
Guds kærlighed og menneskelig nærhed – Børnekirkelederen fortæller
I spidsen for de ca. 50 børn og 23 medarbejdere står Anette Petterson som ved, hvorfor hun er engageret i arbejdet med børn. ”Mit mål som leder af børnekirken er at skabe et forum, hvor børnene kan føle sig trygge og velkomne som de er. De skal have evangeliet præsenteret på en forståelig måde og kunne gøre sig nogle åndelige erfaringer.” Anette Petterson er gift, mor til tre børn og et plejebarn samt pædagog. Hun har igennem mange år været engageret i frivilligt arbejde blandt børn og ved hvilket fællesskab hun ønsker at være med til at skabe for børn. ”Det skal være et fællesskab, som ikke er bygget på børneneås kunnen men på Guds kærlighed og menneskelig nærhed. Derfor er børnene inddelt i mindre grupper, hvor vi som medarbejdere ønsker at engagere os i den enkeltes trivsel.”



